Da jeg tog afsted, var jeg sekunder fra at slette alle mine sociale medier og blot være i min rejse som jeg på daværende tidspunkt var meget overbevist om blot skulle handle om arbejde træning og at leve den person jeg var blevet i min udvikling… indtil jeg faktisk stillede mig selv det spørgmsål, hvem er jeg…Hvad skal jeg? De sidste år er brugt på at se indad, finde selvindsigt og forstå den kringlede hjerne der er under huden.. Jeg tror det er de færreste der havde troet jeg ville stå og kigge ud på verden, næsten færdig uddannet og med det liv der nu en gang er stablet på benene, som i bund og grund altid har været barndommens drøm.
Selvom jeg langt fra kommer hjem fra lange arbejdes dage og flere timer træning dagligt, kommer jeg hjem med endnu mere viden omkring min væren i verden, for jeg tror at lige præcis den her rejse… Skal lære mig alt det barndommen indenholder som jeg aldrig fik med… leve, føle, mærke ikke mindst bare være i verden.. og at det der kommer efter, vil besvare mine spørgsmål. Og jeg tror, at det svar der venter er større end de forventninger der en gang var…
Det et, hader elsker forhold. Udviklingen.
Det rodløst, forvirrende. Søvnens tyv. Et ulideligheds Marton. Substantiver af ubehagelighed. - En susende forbi passering, der skal navigeres, i rigtige retninger. En horisont i had, set i idyl. En evig forfølgelse af ikke at kunne følge med nervesystemet, mens udviklingen visuelt kører på repeat bag øjnene. Den samme film af egen forståelse. En venteposition, en længsel. indtil alt falder til ro, på plads. Ligger sig som sindsro. Det handler kun om tid, lige der. I det øjeblik, når det nye skabes på splitsekunder og det gamle griber, kvæler.. Skal balancere i mellem liv og død. For hver dag, hver gang, udviklingen, udvikler. Føles det som om det hele går i lidt stykker. Angsten er døden nær. Bogstavelig fortvivelse. Et ægte princip, for udviklingen. Ej kan det forhastes, for det kører på speed. uden pause knap.
Uden stop. Blot kontrast…..
Men lige der, i øjeblikket efter, inden næste proces… Er der helt ro, helt stille. En helt særlig forbindelse, mellem krop og sind. En følelse af viden, om eget værd, egen identitet. En følelse af at være hjemme, der hvor man hører til. I det øjeblik, bliver angsten fra død, til udødelig. Det smukkeste vendepunkt. Det mest kærlige, omsorgsfulde og unikke sted med magisk energi, i egen identitet. En chance der aldrig må forspildes… Bare lev, grib, tro, giv chancerne chance. Det hele handler om at turde. Om mod. At leve udenfor komfort og tryghed. Der vi normalt holder os tilbage, men gerne ville give slip. Fordi vi ikke tør. At begribe det mod under overfladen…som er den største styrke. Give tilladelse, i frihed, der hvor alt for lov, uden regler… sæt dig fri.
LEV vendepunktet. Kig i øjnene, føl... . Giv tilladelse. Elsk. forelsk dig i processen. Hver dig, hele dig, sammen med dig!❤️
Tilføj kommentar
Kommentarer